Min redning blev et voldsomt panikangstanfald.

Det er vildt stressende, når hovedet er fyldt med åh nej, hvad nu hvis katastrofetanker.

Både fordi de laver skræmmekampagner om det værst tænkelig, og fordi de underminerer modet til at gøre eller sige det, du har på hjertet. Modet bliver svækket, trækker sig og det åbner døren til de negative, automatiske og meget selvkritiske tanker.

jeg er ikke god nok, jeg lykkes alligevel aldrig, jeg fortjener ikke succes, siden jeg ikke lykkes, jeg kan ikke, jeg dur ikke, hvad mon de andre tænker, hvis jeg siger/gør dette bliver jeg helt sikkert forladt, alle andre kan, bare ikke mig – det er også fordi jeg er anderledes.

Og sådan kunne jeg blive ved – virker det genkendeligt?

Også for mig! Jeg har levet med en meget katastrofeorienteret, kritisk indre stemme det meste af mit liv, uden jeg var bevidst om det. Jeg troede vitterlig, at der var noget i vejen med mig. Og håbet var, at hvis bare jeg gjorde alt til perfektion, skulle jeg nok lykkes, så ville jeg føle mig god nok og få det godt med mig selv. Det var opskriften. At gøre mit absolut bedste og mere til.

Det var hårdt arbejde, og lige meget hvor godt det blev, var jeg aldrig helt tilfreds.

Nydelsen ved at komme i mål med en opgave druknede i min selvkritiske, selvvurdering og angsten for den ultimative katastrofe. Jeg kunne altid finde et eller andet, som ikke var godt nok.

Og tanken om, hvad de andre tænkte, var allestedsnærværende. Ikke så underligt, at mit selvværd, mit forhold til mig selv, ikke havde det godt. I min verden var jeg anderledes, jeg satte ikke en gang spørgsmålstegn ved det – sådan var det bare at være mig. Det var næsten skæbnebestemt, så meget troede jeg på det. Det er vildt at tænke tilbage på.

Jeg husker særligt de unge år som en meget svær tid.

Min selvopfundne skæbnefortælling blev heldigvis udfordret af virkeligheden. Et voldsomt panikangstanfald vækkede mig. Jeg var så rystet, at jeg søgte hjælp. Og det er jeg dybt taknemmelig for den dag i dag.

Første skridt var at få styr på angsten.

Jeg var nødt til at forstå dens væsen og virke, ellers kunne jeg ikke forstå mig selv.

Dernæst skulle de selvkritiske, katastrofetanker stoppes, for det var dem, der fodrede angsten. Det er vildt at tænke på, ikke?

Så kom eksponeringen. Nu skulle der sættes udtryk og handling på, det var det mest udfordrende. Mit selvværd, mit forhold til mig selv, skulle fri af præstationsangsten og de andres mening om mig. Det var hårdt arbejde.

Det var også sjovt, hvilket overraskede mig. Det var det hele værd, intet mindre. 

Jeg har navngivet min proces Træd ud af angsten og mit mål hedder Frihed til at være den du er – sammen med andre!

De bedste hilsner – Helle Fonager

Dette indlæg blev oprindeligt udgivet i december 2018, men er siden revideret/opdateret og genudgivet.