Hvem er jeg, og hvad har inspireret min proces
Jeg er født i 1966. Jeg er en åben, direkte, vedholdende og dynamisk person – at skabe tillid, arbejde med mennesker, læring, udvikling og forandringsprocesser har altid ligget mit hjerte nært.
Jeg kan lide at følge med tiden, gå tæt på og fordybe mig. Det medfører løbende uddannelse, kurser, egen terapi og supervision.
Min nysgerrighed og søgen har givet mig mange års erfaring i arbejde med børn og unge, udsatte unge og voksne, vejledning, rådgivning, terapi, supervision, undervisning og gruppeledelse.
Som terapeut arbejder jeg ud fra
et fænomenologisk, humanistisk og eksistentialistisk perspektiv. Hvilket betyder, at jeg ser og oplever mennesket som grundlæggende godt; At vi gør det bedste, vi kan, med det som vi har tilrådighed.
Jeg tror på, at vi alle har en medfødt iboende stræben mod udvikling og forandring. Det ligger i vores DNA. Og for at lykkes i det, har vi brug for at blive set, hørt, mødt og oplevet ud fra vores egen forståelse af os selv og vores individuelle tilværelse.
Vi er som mennesker, hver især, selv er ansvarlige for vore handlinger, valg som fravalg. Og vores livskvalitet er dybt afhængig af vores evne til at være tilstede, træffe valg, tage beslutninger og være nærværende i vores relationer og i livet som helhed.
Når angsten er med om bord, når den er flyttet helt ind og har overtaget styringen, er vores livskvalitet fastlåst og fladmast. Angsten er kendt for at blokere vores livsnerve, vores evne til at være tilstede og træffe være og bære dygtige valg og beslutninger.
Det kan jeg skrive under på. Jeg kan også skrive under på, at det er muligt at få angsten til at trække sig og give slip i livsnerven.
Jeg kalder det frihed til at være den du er – sammen med andre.
Hvis du ønsker der skal ske noget nyt - er du nødt til at gøre noget nyt
Hvis du ønsker noget andet – så gør noget andet
Et valg, mange beslutninger – drømme der blev til virkelighed
I 2012 tog jeg en skelsættende beslutning
Jeg sagde farvel til lærerjobbet, lukkede døren bag mig og startede op som selvstændig med egen praksis. En beslutning, der i den grad forandrede mit liv.
Jeg er inderligt taknemmelig og stolt over min beslutning, der bestemt ikke var angstfri, tværtimod. Den krævede alt mit mod og mere til.
I dag laver det, jeg brænder allermest for, intet mindre. At hjælpe børn, unge, voksne, fagpersoner og terapeuter til en forståelse af angstens væsen og ikke mindst, at lære dem strategier til at håndtere den stærke følelse, så de kan hjælpe sig selv og andre.
Min Drivkraft
Jeg har tit undret mig over, hvorfor det var så svært for mig at folde mine drømme ud – at gøre det, som jeg inderlig brændte for og stå op for mig selv. Det har altid været let for mig at se de andres behov, hjælpe, hvor jeg kunne. Det var knap så enkelt, når det kom til mig selv og mine egne behov.
Det var ikke en bevidst handling – sådan var mit liv bare. Når jeg en sjælden gang stak hoved frem og talte fra hjertet var jeg fuld af selvbebrejdende anklager. Jeg var en hård selvkritikker, stillede store krav til mig selv – uden, at jeg var bevidst om det, sådan var jeg bare. Der var ikke mange omkring mig, der så tendenserne – jeg skjulte dem godt.
Bogen, der ændrede mit liv
I 2008, da jeg skrev min afgangsopgave til min eksamen som familie- og psykoterapeut gik det op for mig, hvad det var, der forstyrrede min sjælefred og holdt mig tilbage, min “ondt i kroppen” fik pludselig et navn; ANGST.
Opdagelsen og erkendelse kom, da jeg læste bogen Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi, af Esben Hougaard. Tænk, at nogen havde skrevet om mig, uden at kende mig. Viden om angst er transformerende, det kan jeg skrive under på.
Jeg var angst, hele min krop var fyldt med bange angst. Dybest set følte jeg mig ikke tryg ved nogen eller noget –
“VERDEN ER FARLIG”, “DU KAN IKKE REGNE MED ANDRE MENNESKER, DE VIL SVIGTE DIG”,“DET ER BLOT ET SPRØGSMÅL OG TID, FØR DE OPDAGER, AT DER ER NOGET I VEJEN MED DIG”
Jeg var overbevidst om, at jeg havde fejlet som mennekse, at jeg ikke var god nok.
Bekymringer, katastrofetanker, grublerier
OMG det støjede i mit hoved med alle mulige tanker om dit, dutten, datten. Negative, selvkritiske, devaluerende, urealistiske tanker.
Det kom fuldstændig bag på mig, og på samme tid gav det mening. Nu forstod jeg, hvorfor mit hjerte hamrede løs, hver gang jeg nærmede mig noget, jeg virkelig brændte for, noget, der virkelig betød noget for mig.
Jeg var ikke bare almindelig nervøs, jeg var ængstelig, alert, angst. Så meget, at jeg negligerede mine egne behov, holdt mig tilbage og helt undlod at sige og gøre noget, når jeg virkelig brændte for en sag.
Hjemme i eget hus, blandt familie og venner så det lidt anderledes ud. Jeg er gået glip af rigtig meget, trist og mere trist. Sådan er det. på den konto.
Min eksamensopgave gav mig håb
Nu skulle livet leves for fuld skrue – jeg var tændt. Drømmene foldede sig ud og voksede ….. som det er med drømme, de trænger sig på, om man vil det eller ej, så man kan lige så godt tage dem med på råd og lytte til dem.
De blev med tiden et forstyrrende element. Jeg blev mere og mere utilfreds og forstod ingenting. Jeg havde jo fået nogenlunde styr på det med angsten.
Mit selvværd kom i farezonen, er jeg bare ikke god nok, er det derfor mine drømme ikke folder sig ud? Jeg gav op, hver, hver anden dag – så ku det også bare være lige meget, det hele.
Lige indtil den dag, hvor jeg fik øje på denne lille provokerende sætning…
hvad venter du egentlig på - ved du det?
Et mål, der ikke har en plan, er blot en drøm – og drømme er ikke virkelige, før du giver dem noget at gå efter
Ja, tænkte jeg – hvad er det mon, jeg går og venter på
Jeg kendte mine drømme indefra og ud. Jeg viste præcis, hvad det var jeg ville… og ja, angsten var der, glimtvis, for sådan er det nu engang med angst.
Så, hvad ventede jeg mon på? Drømme handler jo om mål, noget vi gerne vil opnå, de handler om os selv, og de skal have en plan for at folde sig ud. Og en plan har brug for strategier, værktøjer, der kan bidrage til deres livsudfoldelse.
Mine drømme blev omsat til ord og handling
Kort fortalt, jeg skrev dem ned, lavede mål, planer og gik i gang. Jeg handlede.
Hvilket gør, at rigtig mange af mine drømme i dag lever i bedste velgående. DE LEVER, og det er pointen.
Kig på din drøm, sæt mål, lav en plan og få handlet. Livet leves ikke på tankeplan, vi kan ikke tænke os til udvikling og forandring, vi er nødt til at gøre noget proaktivt.
Jeg arbejder altid med et handlingorienteret blik – og det er målet i min praksis, at du får udbygget og udviklet dine handlingskompetencer, så du kan gøre det, du har brug for i en hver given situation – så du kan genfinde friheden til at være den du er – sammen med andre – intet mindre.
CV og uddannelse
2013 – Jeg har specialiseret mig i angstbehandling for børn, unge og voksne siden 2013.
Herunder får du en kort oversigt over min nuværende og tilligere praksis:
I dag:
Angst vejleder kurser for ledere og fagpersoner; 2-dages kurser og skræddersyet kurser. Både i Jylland, på Sjælland og i Norden.
Internat kursus i angstbehandling for psykologer og terapeuter , både i Jylland, på Sjælland og i Norden.
Tidligere:
2017 – Skræddersyet Angst vejlederkurser for fagpersoner, seminar og foredrag om angst – jeg har været landet rundt.
2016 – Angst vejlederkurser for fagpersoner. Flere end 700 fagpersoner har taget stafetten og givet den videre.
2013-2020: Jeg har arbejdet med det manualbaseret angstbehandlingsprogram Cool Kids og Chilled gennem 7 år. Det er blevet til mere end 60+ gruppeforløb og tusindvis af samtaler.
2014-2019: DK-tour med mit foredrag Træd ud af angsten
2014 – 2016: Været tilknyttet som underviser ved Kempler instituttets familieterapeutiske uddannelse, hvor jeg underviste 3. årgang.
2012-2016: Tæt samarbejde med forskellige kommuner, hvor jeg har varetaget følgende opgaver:
Aarhus Kommune:
- Jobcenter – Social Mentor for unge og voksne
- Familiecenter Vest – Støtte/kontaktperson – familiebehandling.
Favrskov Kommune:
- Børn og unge – § 54 støtteperson.
Vesthimmerland kommune.
- §140 støttet, overvåget samvær.
2005-2012: Lærer i folkeskolen, i Aarhus Kommune.
Udannelsesmæssig baggrund
2021: Supervisor v. Psykoterapeutuddannelsen A/S, Psykoterapeut MPF Karin Gyltner.
2017: Core grupppe ISTDP (Intensiv Dynamisk Korttidsterapi v. Psykolog Bjarne Thannel.
2015: Supervisor v. Kempler Instituttet i Randers / underviser Anette Krog.
2013: Mindfulness – MBSR v. Birthe Moksha, Psykoterapeut og Mindfulness instruktør.
2013: Cool Kids og Chilled – Angstklinikken på Psykologisk Institut Aarhus Universitet.
2009 – 2013: Cand.pæd.pæd.psyk v. DPU Aarhus. (Færdiggjorde ikke uddannelsen, da min selvstændige karriere gik fra 0-120 på rekordtid)
2009: Kognitiv adfærdsterapi – Bjødstrup v. Cand.pæd.psyk. Niels Hoffmeyer.
2003 – 2008: Psykoterapeut MPF, Familie og parterapeut – Bjødstrup: v. Cand.pæd.psyk. Niels Hoffmeyer m.fl.
2005: Lærer – VIA University College i Aarhus
2000 – 2003: Terapeutisk basisgruppeforløb og personlig udvikling.
1991 – 1999: Meditation og personlig udviklingskurser
Helle Fonager
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og udfører mit arbejde ud fra foreningens etiske regler. Jeg har tavshedspligt og min supervisor/terapeut er omfattet af de samme regler.
Niels Hoffmeyer, som var leder af Bjødstrup IFGA (institut for Gestalt Analyse) hvor jeg er uddannet, døde pludselig i marts 2015. Bjødstrup lukkede efterfølgende. Jeg har lært så meget i hans nærvær – tak Niels, du er savnet.
Helle Fonager
Lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF