fbpx

Når vi kæmper mod virkeligheden – er vi i evig konflikt med os selv, vi lider – fordi det er en kamp, vi aldrig kan vinde

Jeg indrømmer det gerne – Jeg lyver for mig selv. Nogen gange er virkeligheden bare alt for kold, rå og ukærlig – av… Så jeg krydrer den lidt for at passe på mig selv – for ikke at blive alt for skuffet, for ikke at blive overvældet af frustrerede følelser som fx sorg. Det er ikke altid en bevidst handling – nogen gange sker det så hurtigt, at jeg ikke opdager det. Det er en væremåde (et psykisk forsvar), som er blevet funktionelt autonomt – en overlevelsesstrategi jeg brugte, da jeg var barn.

Når vi ikke vil vedkende os virkeligheden, kan vi bruge falsk håb og ønsketænkning. Det ændrer dog ikke virkeligheden – den er stadig den samme.

Jeg er fx super god til at bilde mig selv ind, at alt er godt, at det nok skal gå, at vi finder ud af det. Det kan være i forhold til en bestemt person, som jeg gerne vil noget med – fx at opnå en gensidig, ligeværdigt, kærligt og respektfuldt kontakt/kommunikation. Og selvom jeg ved, inderst inde, helt intuitivt, at det jeg ønsker, ikke er muligt, så bliver jeg ved med at fastholde ønsket med falsk håb.

“Det kunne jo godt være, hvis vi nu gjorde dette eller…, nogen gang sker der mirakler, folk ændrer sig”, “måske har jeg ikke givet det nok tid, måske jeg bare skal vente lidt… så …”, “Jeg har mange gode ideer, jeg er forandringsvillig… hvor der er vilje, er der vej… ikke!”

Hmm.. jo men, hvor længe skal man blive ved med at håbe? Når alt er afprøvet, sagt og gjort. Når alle kreative, mulige muligheder er udtømt. Og “Virkeligheden” stadig er og bliver et nej på nej… Er det så ikke godt at stoppe op? Gu ved hvorfor det er så svært at give slip? Hvad går det egentlig ud på?

Når vi kæmper mod virkeligheden, lider vi – fordi det er kamp, vi ikke kan vinde.

Virkeligheden er nogen gange kold, rå og ukærlig – det gør ondt at møde den, det er smertefuldt, det vækker frustrerede følelser. Og det er lige præcis følelserne, vi forsøger at undgå. Det er dem, vi ikke kan udholde. Når vi giver slip på ønsketænkning og falsk håb, står vi tilbage med tabet – sorgen over, at det ikke muligt at opnå fx den kontakt, vi ønsker os. Og det er en smertefuld erkendelse. Her kan det være godt at søge hjælp, professionel hjælp – her kommer terapien til sin ret.

Når vi deler vores tab, sorgen, de frustrerede følelser, erkendelse med et andet menneske bliver det lettere at bære. Og selv om det er smertefuldt, så er det også en stor lettelse at erkende, hvordan det virkelig står til – i virkeligheden.

Terapi handler i bund og grund om at lære at være i virkeligheden, og rumme de følelser der er…